Vejledning efter tandudtrækning
Vejledning efter tandudtrækning eller operation i mundhulen
Det er vigtigt, at såret lades helt i ro på selve operationsdagen og dagen efter. Undgå at berøre såret med tungen eller at “suge” i såret. Undlad fødeindtagelse og rygning de første 2-3 timer efter operationen indtil bedøvelsen er forsvundet. Kosten skal den første dag være blød og ikke for varm. Er du ryger, skal der gøres opmærksom på, at tobaksrygning generelt forsinker sårhelingen.
Smerter
Til at forebygge smerter anbefales 400 mg Ibuprofen/Ibumetin/Ipren 3-4 gange dagligt. Tabletterne kan evt suppleres med 1 gram paracetamol/Pamol/Panodil. De normale smerter skulle være overstået efter det første døgn, og blot efterlade den for operationssår normale ømhed. Specielt efter en visdomstandoperation anbefales det, at såret lades i absolut ro de første 2 dage. Bliver smerterne mere intense efter 3 dage, kan der være helingsproblemer (dry socket), og du bedes rette henvendelse til klinikken.
Mundhygiejne
Tandbørstning bør foretages 2 x dagligt, da det er vigtigt for sårets heling, at munden er ren. Men børst forsigtigt, hvor såret er af hensyn til såret og evt. tråde. Allerede fra operationsdagen anbefales det at skylle munden to gange dagligt med ca. 10 ml. 0,1% klorhexidin mundskyllevæske i ca. 1 minut. Dette vil fremme mundhygiejnen væsentligt. Skylningen fortsættes i 1 uge.
Blødning
Der vil i de følgende dage kunne forekomme en smule siveblødning, som sædvanligvis ikke kræver nogen behandling. For at mindske risikoen for blødning, bør hovedet den første dag holdes højt. Læg en ekstra pude under hovedet om natten. Undgå endvidere legemlige anstrengelser. Indtræder der derimod kraftigere blødning, standses denne med kompres. Anbring f.eks. en sammenrullet gaze eller vatrondel over såret – og bid fast sammen i 10-15 minutter. Dette kan evt. gentages. Hvis det imidlertid efter 3-4 forsøg ikke har hjulpet, bør man søge tandlæge eller skadestue.
Hævelse
Der vil i de følgende dage kunne forekomme nogen hævelse i den opererede side og evt. et “blåt mærke”. Dette er en normal reaktion på operationen og kræver ingen behandling. Hævelsen er mest udtalt dagen efter. Hævelsen svinder i løbet af 2-5 dage. Hævelsen kan mindskes ved at lægge koldt omslag (ispose) på kinden den 1. dag 15 min. hver 3 time. To dage efter kan der gives moderat varme i form af en varmepude/lampe 10 min 2-3 x dagligt.